En dansker i HCMC

Besøg hjemmefra og tur til Cambodia

Tue, 15 May 2012 22:45:34 +0700

Der er efterhånden gået noget tid siden sidste blogindlæg og i skrivende stund er jeg nu over halvvejs gennem mit ophold i Vietnam. For nu at slide på en ellers i forvejen slidt kliché så er det utrolig så hurtigt tiden er gået og det er lige før, at jeg føler, at jeg snart skal hjemad igen, meeeen der er dog trods alt over to måneder endnu :-)

Sidste jeg sad jeg og tastede på knapperne var det med en ankel størrelse xx-large efter en soloulykke på fodboldbanen, men jeg kan dog berolige interesserede med, at jeg er tilbage på banen for nedsat kraft og at jeg forventer at starte inde i første kamp til EM mod Holland d. 9. juni :-) Apropos EM så er jeg så småt begyndt at se frem til dette, og samtidig også ærgre mig en smule over, at jeg ikke er DK mens turneringen står på, da de fleste kampe ligger kl 01.45 lokal tid i Vietnam. Det bliver en hård tid :-)

Derudover var mit sidste blogindlæg om fredagen også dagen inden, at jeg fik besøg af mine forældre hjemmefra. Det var super dejligt at have besøg af dem i lidt over en uge selvom det hele kun føltes som to dage, da de skulle vende næsen hjemad igen søndagen efter. Jeg fik afprøvet mine evner som lokal tourguide, da vi var rundt og besøge de mest oplagte seværdigheder i HCMC og i øvrigt også inde og hilse på mine kollegaer på kontoret. Vi var dog også lidt over to dage ude på en ø med det mundrette navn Phu Quoc, som var super dejligt afslappende og en rigtig flot ø i det hele taget. Da de var taget hjem igen var det dog lidt let at forfalde til at savne det hele hjemme i Danmark, men efter nogle dage kommer man ind i den tidligere rytme igen og så kører livet ellers ud af samme spor som før :-)

Som et udpluk fra min dagligdag har jeg besluttet mig for at beskrive en oplevelse jeg havde for nogle uger siden, da jeg sammen med to kollegaer skulle ud og besøge et Danida-projekt et godt stykke uden for HCMC, hvorfor vi havde fået æren af at blive transporteret i ambassadørens bil af kontorets chauffør Son (omtalt i første blogindlæg som Verdens flinkeste mand). Kl 8 mødes vi ved kontoret, da køreturen efter planen var beregnet til 2 timer. Kort inden afgang skal mine to kollegaer dog lige et smut forbi toilettet og dermed fik jeg et par minutter alene med Son i bilen. Samtalen der følger understreger, hvilken super oprigtig og positivt indstillet mand Son er :-)

Jeg lægger ud med at sige til den kære Son, at det godt nok er varmt for tiden, hvilket han var meget enig i. Jeg gav udtryk for, at jeg syntes, at det var blevet lidt bedre efter, at det havde regnet ret så kraftigt de sidste par dage, hvortil Son svarer på sit lettere hakkende engelsk: “Yes … last night … my house … flooded”, hvorefter han bryder ud i et stort grin. Personligt havde jeg lidt svært ved at greje om han mente det eller ej, da jeg sjældent har oplevet nogen være så glad for at have haft et oversvømmet hus. Men da jeg udbryder “really?” svarer han bare “yes yes” og griner endnu en gang, fair nok, så må den have været god nok :-) Jeg skifter så lettere elegant emne og spørger om ikke det er rigtig forstået at køreturen kommer til at vare 2 timer, jo, den er god nok. Jeg forsøger så at score historiens billigste point ved at sige følgende: “But with you as the driver Son it will only take us 1 hour, right?” :-) Son reagerer ved at få et meget seriøst, undrende og lidt fjernt udtryk i ansigtet. Efter lidt betænkningstid svarer han så: “Maybe … with me … 1 hour 55 minutes”. En ærlig mand, og han lever i den grad op til prædikatet Verdens flinkeste mand, som jeg fik påduttet ham efter mit første møde med ham :-)

Jeg bliver i transportsporet lidt endnu, da jeg vil berette lidt om en tur jeg har været på i Vietnams naboland Cambodia. Turen kom i stand sammen med tre danske gutter jeg har mødt herude og så i øvrigt to vietnamesiske piger, som kendte den ene af mine venner og som også gerne ville med. Så vi røg ned i backpackerkvarteret, hvor der er et hav af rejsebureauer og fik købt os en tur til Cambodia, nærmere betegnet Siem Reap, med en dertilhørende bustur på 12 timer. Puha, udover at vække nogle gode minder fra diverse fodboldture i bus rundt i Europa var det også med en vis usikkerhed, at jeg så frem mod de mange timer i bus på tværs af Vietnams lettere tvivlsomme vejnet. Men lige meget, hvad jeg måtte have forestillet mig inden turen så kunne jeg aldrig have forestillet den måde transporten virkelig udfoldede sig på. I stedet for en transporttid på 12 timer endte vi med at være 22 timer om at nå til Cambodia, hvilket selvfølgelig var utrolig lang tid, men egentlig mest var ærgerligt fordi, at vi så mistede 10 timer i Siem Reap, hvor vi kune skulle være i lidt over to dage. Så med afgang fra HCMC fredag omkring midnat ankom vi til Siem Reap kl. ca. 22 lørdag aften. Efter en hurtigt indkvartering på hotellet (hvor vi betalte yderst rimelige 40 kr. pr. nat) var vi dog ikke mere trætte end at vi røg en tur ned til Pub Street, som grundet navnet vel ikke behøver nærmere introduktion.

Søndagen var tilegnet sightseeing, hvilket indebar et besøg på et War Museum, hvor vores guide selv var tidligere soldat og uden tøven fremviste sit ene plastikben samt resterne af den granat han stadig havde siddende under den anden knæskald. Cambodia har desværre oplevet en meget trist periode i dets historie, da landet fra 1975-1979 under styre af De Røde Khmerer og i særdeleshed den berygtede Pol Pot oplevede et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord, hvor op imod en tredjedel af befolkningen blev slået ihjel. Så det var skam meget autentiske og uventet skræmmende fortællinger vi fik på vores rundtur blandt gammelt krigsmateriel. Heldigvis er der i dag fred i landet.

Søndagen bød også på besøg på en krokodillefarm, hvor vi købte lidt forskellig foder til de ellers sløve krybdyr (kan anbefale at se de videoer, der er blevet postet på facebook fra vores besøg der). Og ellers afsluttede vi søndag eftermiddag med sejltur og solnedgang over en kæmpe sø. Aftenen stod så på Pub Street igen, da det vist lidt var det eneste sted at gå hen for alvor. Det blev en våd og en sen aften, hvilket godt kunne mærkes mandag morgen, da vi efter et par timers søvn skulle ud og se turens primære højdepunkt. Siem Reap er nemlig mest kendt for at være stedet, hvor man besøger det såkaldte Angkor område, hvilket er en kæmpe ruinby som var centrum i et rige ved samme navn fra ca. 800-1400 og hvor der eftersigende skulle have boet op mod 1 millioner mennesker en overgang (kan lige hurtigt nævne, at det er i disse ruiner, at den første Tomb Raider film er optaget med Angelina Jolie). Selve området var super, super imponerende, men jeg manglede dog alligevel lidt baggrundsinfo omkring stedet for at komme helt op at ringe og desuden følte jeg lidt, at man når først havde set et tempel så var det meget det samme ved de efterfølgende templer. Angkor Wat var det klart flotteste tempel og også det meste kendte. Men imponerende at se, hvor mange sten der er blevet brugt til at bygge dette kæmpe kompleks i betragtning af deres begrænsede hjælpemidler på det tidspunkt. I øvrigt også imponerende at se, hvor relativt avanceret bygningerne var gennemført, respekt for de arkitekter, der har stået for planlægningen!

Efter en lang dag i Angkor stod den igen - igen - på Pub Street, hvor vi dog den aften mødtes med de danske praktikanter fra ambassaden i Hanoi, som også var kommet til Cambodia. Super fedt at mødes med dem. Vi skulle efter planen med bussen tilbage til HCMC kl 06.30 dagen efter, men da der samtidig den nat var must-see kamp mellem Man City og Man Utd fra 2 til 4 blev det til det uundgåelige valg at køre en all night’er indtil afgang tirsdag morgen. Det var en super god aften og fedt at ses med de andre praktikanter igen, til gengæld en trist fodboldkamp med trist resultat, hvor jeg de sidste 10 minutter gentagne gange var ved at falde i søvn stående. Men efter en omgang fritter fra et gadekøkken formåede jeg og de andre at holde os vågne indtil afgang og så skal jeg da også berette, at jeg sjældent har haft så let ved at falde i søvn ombord på en bus. Turen tilbage til HCMC tog “kun” 16 timer, hvilket bekræftede min teori om, at de 12 timers transportid vi havde fået oplyst var det rene utopi. Men jeg tog nu fra Cambodia med nogle super gode oplevelser og et godt indtryk af landet, hvis befolkning, der ved gud ikke har meget at rutte med i material forstand, er ekstremt flinke og imødekomne. Vi havde gennem hele turen en super flink tour guide, der kørte os rundt i sin Batman tuk tuk med Akon på det indbyggede anlæg, det var sgu i orden :-)

I dette blogindlæg har jeg virkelig prøvet at begrænse længden lidt, jeg er langt fra sikker på, at det er lykkedes og håber heller ikke, at det er gået ud over indholdet, men hvis det har må I bære over med mig :-)

For ikke at gøre det længere vil jeg ikke tilføje yderligere og blot sige, at jeg som altid håber I fortsat vil læse med på bloggen :-)

Mange hilsener

Thomas

PS. The rainy season er i øvrigt startet her i HCMC = seriøst, kæmpe, ufrivilligt brusebad hver dag!

HCMC by night

Dejligt afslappende Phu Quoc

Kæmpe regnvejr og deraffølgende ekstremt mudrede veje forsinkede vores tur til Cambodia med adskillige timer

Vores meget autentiske tour guide på Krigsmuseet

Et udpluk af de mange, men også meget sløve krokodiller på farmen

Super nederen med lavthængende skyer når man skal se solnedgang over vand!

Magen til daredevil skal man sgu lede længe efter :-D

Tømmermænd, 40 graders varme og tempelvandring kan være en hård omgang :-)

Angkor Wat

Hanoi og ambassadetur

Sat, 31 Mar 2012 00:39:54 +0700

Så har jeg efterhånden rundet to måneder i det fjerne Østen og som med så meget andet synes man, at den første tredjedel af mit ophold herude er fløjet afsted, da der har været en masse nye oplevelser, indtryk, erfaringer og nye mennesker at møde i den første tid.

Dette blogindlæg vil primært blive dedikeret til min tur til hovedstaden Hanoi og den relaterede ambassade-tur som jeg var på i tredje weekend af marts. Kontoret, hvor jeg er i praktik hører under den danske ambassade i Vietnam, som holder til i hovedstaden Hanoi, da det er her alle ministerier og øvrige ambassader er beliggende. Til gengæld er Ho Chi Minh City Vietnams handelscentrum og derfor har ambassaden altså også et handelskontor her. Én gang om året har ambassaden så tradition for at invitere alle ansatte på en mindre tur for at bruge lidt tid uden for de vante rammer med både faglige og sociale aktiviteter. Jeg var så heldig, at denne tur skulle finde sted inden for min praktikperiode nærmere bestemt tirsdag og onsdag i uge 12. Dette udnyttede jeg til allerede om fredagen at tage til Hanoi for at være sammen med de danske praktikanter på ambassaden i Hanoi som jeg ellers normalt kun ser via videokonferencer eller taler med over telefonen, så jeg så frem til at skulle bruge noget tid sammen med dem henover weekenden.

Jeg havde på forhånd fået at vide, at der på mange måder er stor forskel mellem Hanoi og Ho Chi Minh City. Første bevis på dette var, da jeg efter 1 time og 40 minutters flyvning lander i Hanoi kl. ca. 21 og træder ud af flyvemaskinen til tåge, støvregn og jævnt kølige temperaturer. Desværre er denne type vejr kendetegnende for Hanoi på denne tid af året. I Ho Chi Minh City er der kun to årstider: rainy season og dry season. I øjeblikket er vi i den tørre årstid, hvor vejret enten er meget varmt eller meget, meget varmt og med meget lidt regn. Hanoi derimod har fire årstider, hvor det om vinteren skulle være hundekoldt, mens det om sommeren skulle blive endnu varmere end i HCMC. Derudover er luftfugtigheden ekstremt høj i Hanoi, hvilket ikke gør tingene meget bedre. Nå, men efter det lettere triste førstehåndsindstryk af hovedstaden røg jeg i en taxi afsted mod praktikanternes hus, hvor jeg meget venligt havde fået lov at overnatte inden vi skulle på ambassade-tur. Selve taxi-turen gav minder tilbage fra partybussen forud for gallafest i 3.g på Rødovre Gymnasium, da chaufføren var en ganske ung fyr, der havde skruet helt op for et dunkende techno-mix. Velkommen til hovedstaden. En små 30 minutter og en omgang tinnitus senere blev jeg sat af ved Hotel Sheraton, som ligger lige ved praktikanternes hus, og hvor jeg så blev samlet op af praktikanterne. Den fredag aften blev mest brugt på at få snakket lidt om alle de indtryk vi har haft indtil videre og hvordan vi har oplevet det at bo i Vietnam og arbejde på ambassaden. På trods af, at vi aldrig har mødt hinanden sådan ”rigtigt” så gik snakken ganske ubesværet og det var rart at få mødt dem ordentligt.

Om lørdagen havde vi et okay stramt program, da der var en del seværdigheder vi skulle se rundt omkring i Hanoi inden vi om aftenen skulle ud og kigge på Hanois natteliv. Første stop på agendaen var et besøg hos Vietnams store nationalhelts mausoleum, hvilket også skulle vise sig at være den mest imponerende oplevelse af dagens seværdigheder. Lidt kort historie omkring Ho Chi Minh skal med for at forstå, hvorfor hans mausoleum er noget helt specielt. Først og fremmest var det Ho Chi Minh, der grundlagde det vietnamesiske kommunistparti som i dag leder landet og i øvrigt var han en stærk forkæmper for et frit og forenet Vietnam. Desværre døde Ho Chi Minh i 1969 i en alder af 79, hvilket var seks år inden, at nord og syd blev genforenet i 1975. Men på trods af det ses han stadig som den store landsfader og bliver i daglig tale omtalt som ”Uncle Ho” af vietnameserne. Det vilde er så, at de rent faktisk har bevaret hans lig stort set intakt og det er primært derfor, at hans mausoleum var så imponerende. Besøget foregår ved, at man går på én lang række ind i bygningen, man har på forhånd fået taget sit kamera fra sig i sikkerhedskontrollen, da det er strengt forbudt at tage billeder derinde. Derudover må man ikke sige noget så længe man er inde i bygningen, man må ikke stoppe op på noget tidspunkt og man skal generelt holde sine hænder i ro for ikke at få unødig opmærksomhed fra de uniformerede og bevæbnede vagter. Efter at være trådt inden for går man op ad nogle trapper og kommer rundt om et hjørne og træder ind i et stort rum, hvor der i midten er en form for fordybning, hvor der befinder sig en kæmpe glasmontre hvori Ho Chi Minhs lig ligger under et mærkeligt hvidt/orange lys. I betragtning af, at han har været død i lidt over 40 år var hans legeme utrolig velbevaret og han bliver da også fløjet til Rusland én gang om året for at blive holdt ved lige. Da jeg ikke på forhånd var klar over, at han rent faktisk ville ligge derinde var det en lettere chokerende opdagelse at se ham ligge lige dér 10 meter fra én selv. Men besøget var hurtigt overstået, da det som sagt ikke var tilladt at stoppe op og studerer Ho Chi Minh yderligere. Fra hans mausoleum gik turen over til nogle bygninger som fungerede som hans hjem de sidste ti år af hans levetid, hvilket var med til at give et billede af, hvor simpelt en livsstil han havde holdt sig.

Resten af dagen gik med at se diverse pagoder samt at besøge det etnologiske museum, som gav et indblik i de forskellige vietnamesiske folkeslags kulturer og livsstil, og indimellem blev der også lige tid til at spise lidt traditionel Vietnamesisk mad ved et gadekøkken :-)

Efter en lang dag som startede tidligt om morgenen kom vi tilbage til praktikanthuset omkring kl. 18, hvor det var tid til en særdeles tiltrængt lur (jeg nærmer mig trods alt snart de 24 :-)) inden vi skulle ud og spise. Udover de tre danske praktikanter fra ambassaden skulle vi ud med yderligere to danskere samt en franskmand og en englænder som begge boede i huset hos praktikanterne. Da vi en halvanden times tid senere skal tage en taxi til en restaurant får jeg for alvor lov at opleve en anden af de store forskelle på Hanoi og HCNC. Folk fra nord og folk fra syd er nemlig ekstremt forskellige, hvilket bl.a. opleves ved, at vietnamesere i Hanoi er lidt mere beregnende end man ellers oplever blandt vietnamesere, som generelt er utrolig flinke. Men vores taxichauffør viser sig at være en af de kedelige oplevelser, da hans taximeter havde fået et ordentlig skud speed til vores tur. Normalt starter et taximeter i Vietnam på 10.000 Dong og springer så med 3.000 ad gangen. Denne tur var dog en smule anderledes, da jeg på et tidspunkt ser taximetret springe fra 27.000 Dong til 44.000 sådan uden videre. Og der går da heller ikke mere end et par minutter før, at taximetret står på 97.000 Dong og vel at mærke for en tur som normalt ligger på 40/50.000 Dong. Vi beder ham så om at stoppe og siger, at vi ikke vil betale for hans lettere forhøjede takster. Det var han sgu ligeglad med så han låste dørene og lagde armene over kors og sad vi ellers der, syv godtroende vesterlændinge og én beregnende vietnameser. En af praktikanterne fra ambassaden prøvede så at forhandle os frem til at betale 50.000 Dong for bare at blive sat af, hvor vi befandt os på det tidspunkt, hvortil han får dette svar fra chaufføren: ”You, crazy, crazy man!”, og i øvrigt efterfulgt af en hel del vietnamesiske gloser som helt sikkert ikke hører til i gruppen af ”pæne ord” i det vietnamesiske ordforråd. Det ender med, at vi betaler 80.000 Dong for at få lov at komme ud for dernæst at tage en anden taxi som godt nok fik os frem til vores destination, men dog først efter en mindre omvej. Bortset fra det var en super god restaurant og vi havde det rigtig hyggeligt inden turen gik videre til en pool bar for at spille lidt billard. Resten af aftenen og natten gik med at besøge forskellige steder i Hanois natteliv og dertil kan jeg bare konstatere, at der er en verden til forskel på at gå i byen i 25 graders varme som i HCMC og så Hanois kølige og fugtige nat. Det ændrer dog ikke på, at det var en super fed aften og dag i det hele taget, også selvom vi senere på aftenen havde endnu en kedelig oplevelse med en taxichauffør, som tilsyneladende ikke følte, at han fik nok for pengene, da han tillod sig den frihed at tage en af pigerne som sad på forsædet på låret under kørslen. Så umiddelbart har jeg fået et lettere negativt indtryk af standarden blandt taxichauffører i Hanoi.

Søndagen bød på endnu et stramt program, da jeg skulle mødes med mine kollegaer fra kontoret sydpå som var ankommet om morgenen til mere sightseeing og byvandring. Efter nogle timers søvn og et jævn tungt hoved var det ikke just total yndlingsplan, at det blev besluttet, at vi skulle mødes kl. 12 for at spise frokost på en fiskerestaurant. Men derimod havde vejret ændret sig kraftigt til det bedre således, at man nu rent faktisk kunne se over til den anden side af West Lake som er den store og mest kendte sø i Hanoi. Resten af den dag gik med at se flere pagoder og generelt gå rundt i Hanois gamle kvarter, hvor mine kvindelige kollegaer hyggede sig med at shoppe efter sko i noget som for mig føltes som et helt praktikophold på seks måneder, men som vist nok ”kun” varede halvanden time. Dagen blev rundet af med en velfortjent nudel- og kødsuppe ved et gadekøkken som var endnu en positiv kulinarisk oplevelse fra det vietnamesiske køkken. Søndagens højdepunkt var helt klart, da en af mine kollegaer tilbyder mig, at hun kan flytte sammen med en anden kollega for, at jeg kan flytte ind på hendes værelse på Hotel InterContinental, hvor de var indlogeret. Først prøvede jeg faktisk at sige, at jeg havde det helt fint med at sove hos praktikanterne, men det blev skam ikke godtaget sådan uden videre så det ender faktisk med, at jeg bliver ”overtalt” til at lade mig flytte ind på InterContinental for to nætter. Og jeg må indrømme, at efter få timers søvn, en lang dag med sightseeing, sko shopping og byvandring var jeg ganske tilfreds, da jeg omkring midnat lægger mig i sengen på InterContinental og min største kval er, hvilken af de syv hovedpuder jeg skal benytte mig af :-) Derimod var jeg svært utilfreds med at erfare, at mit værelse lå lige ud til en sø, hvor jeg ved ikke, hvor mange hundrede frøer valgte at have symfoniorkester, hvilket faktisk betød, at det var umuligt at falde i søvn den første time (jeg har taget en video af det, det var fuldkommen vanvittigt!).

Mandagen stod på et besøg på ambassaden og ganske almindeligt arbejde inden vi tirsdag morgen satte kurs mod Ninh Binh og ferieresortet Emeralda, der ligger to timers buskørsel uden for Hanoi. Her skulle vi være natten over og efterfølgende køre tilbage til ambassaden onsdag eftermiddag inden os fra syd skulle flyve tilbage kl. 19. Selve resortet var utrolig lækkert og maden, der blev serveret var helt fantastisk og da det var buffet blev der taget godt fra ved måltiderne. Tirsdagen var afsat til sociale aktiviteter og bød bl.a. på en sejltur i et naturreservat, som var en virkelig fed oplevelse, da bådene var meget primitive og desuden fordi naturen var utrolig flot. Det mest imponerende var dog at følge en gruppe af geder som forsøgte (og lykkedes med) at kravle nærmest lodret op af en klippeskråning. Jeg skal dog ikke kunne sige om de alle sammen nåede sikkert hjem den dag, da der senere på aftenen blev serveret gedekød til middagen (?).

Aftenen bød yderligere på det planlagte Danish Embassy’s Got Talent Competition, hvor vi i tre grupper skulle optræde med et selvvalgt nummer. Til dette skal det lige siges, at jeg, af uransagelige årsager, var endt op med at komme med i festudvalget, der skulle planlægge turens aktiviteter, ikke umiddelbart en af Thomas Hebos spidskompetencer. I dette festudvalg bliver det dog besluttet, at jeg skal sidde i dommerjuryen til showet, hvilket betød, at jeg ikke skulle tage del i at optræde med noget. På daværende tidspunkt var jeg svært tilfreds med denne udvikling, men efterfølgende var det egentlig en lidt tom fornemmelse ikke at have været med til at optræde, da alle virkelig gik op i det med fuld energi og engagement og det var virkelig imponerende at se, hvor meget folk havde forberedt sig på det de optrådte med. Jeg skal virkelig love for, at jeg til lejligheden fik rigelig brug for det til dato sjoveste udtryk jeg har lært på vietnamesisk: “oi soi oi” (oh my god :-)). Det virkede som en super god måde at få rystet folk sammen på og præstationerne på scenen var virkelig underholdende og imponerende. Vietnameserne har en særlig forkærlighed for at optræde, hvilket også ses i deres store passion for karaoke, og da jeg vaklede mellem at køre Thomas Blachmann eller Etta Cameron-stilen som dommer i juryen kunne jeg kun vælge at give alle grupperne et ”sturt femtal fra mig” :-) Alt i alt en fantastisk aften og dag.

Onsdagen var tilegnet nogle fagligt-orienterede møder inden en frokost skulle lægge bunden for busturen tilbage til Hanoi. Tilbage på ambassaden var det tid til afsked og må indrømme, at jeg efter at have tilbragt meget af de fire foregående dage med de danske praktikanter følte det som om, at jeg skulle se dem lige om lidt igen, men på vej tilbage i flyveren går det først rigtig op for mig, at der nok går noget tid før vi kan ses igen, men det tager jeg som et tegn på, at det var nogle rigtig gode dage sammen med dem. Det var dog lækkert at være tilbage i syden og sin egen lejlighed igen efter nogle lange dage i hovedstaden, som på trods af megen negativ omtale i dette blogindlæg helt klart også har en charme som HCMC ikke på samme måde har, da Hanoi har formået at bevare rigtig meget af sin vietnamesiske sjæl og man kan godt forstå folk som siger, at Hanoi stadig er én stor landsby, på den gode måde.

Hold da op, fem dages tur til Hanoi kan godt nok komme til at fylde meget i sådan en blog. Der er lige en sidste ting jeg skal runde inden jeg slutter for denne gang, da jeg i går aftes (torsdag) som sædvanlig er ude og spille fodbold med gruppen af danskere her i HCMC. Den aften fik desværre en kedelig afslutning for mit vedkommende, da jeg efter en af mine karakteristiske Messi-soloturer (bare prøv at leg med tanken :-)) skal runde målmanden som sidste forhindring før bolden ligger i netmaskerne, oplever at min venstre ankel skrider ud hører et ubehageligt knæk, hvorefter jeg sekunder efter ligger og bidder i kunstgræsset. Så i stedet for at slutte aftenen af med ”en kold øl fra kassen” som vi plejer var det i stedet med ”en kold fod i kassen” for mit vedkommende. I dag har jeg så måtte blive hjemme fra kontoret, da jeg kun kan hinke frem og tilbage på højre ben, da min venstre ankel er svulmet til dobbelt størrelse. Derudover var det sidste dag på kontoret inden en uges ferie, hvor mine forældre kommer og besøger mig og jeg kan simpelthen ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan jeg formår at blive skadet til en omgang hyggebold, da jeg igennem min 16 år lange ”karriere” på fodboldbanen kun har været skadet én gang tidligere? Det giver jo ingen mening :-) Så her sidder jeg hjemme i min lejlighed fredag aften med foden oppe og skriver på min blog i stedet. I morgen tidlig skal jeg så ud og hente min forældre i lufthavnen og selvom tiden er gået stærkt herude bliver det nu alligevel rigtig rart at se nogle velkendte ansigter hjemmefra :-)

Det var vist alt for denne gang. Det virker som om, at blogindlæggene bliver længere og længere for hver gang selvom jeg lovede det modsatte i starten, men håber igen, at det var interessant læsning og at I vil læse med igen næste gang :-)

Mange hilsner,

Thomas

Ho Chi Minh’s mausoleum

En besynderlig genstand, der hev en del billige grin hjem på det etnologiske museum :-)

Mig og mine kollegaer fra kontoret i HCMC

Solid nudelsuppe ved gadekøkken i Hanoi

Naturreservatet i Ninh Binh

Scenen til talentkonkurrencen :-)

Bold, barbeque, bryllup og ... langnæser?

Mon, 27 Feb 2012 22:34:59 +0700

Så er det blevet tid til andet blogindlæg fra mit ophold her i Vietnam, hvor begrebet “hverdag” efterhånden har sneget sig ind i min bevidsthed. Således har jeg fundet ud af, hvor jeg kan købe havregryn og rugbrød (thank Lord!) og derudover er jeg også kommet ind i en mere eller mindre fast rytme på kontoret, så det er rart, at der er nogle ting som man efterhånden er vant til efter snart at have været her i en måned :-) Desuden har jeg mødt en del andre danskere og også nogle udlændinge som jeg hænger ud med om aftenerne i hverdagene, men mest i weekenderne, så det er rigtig cool, men det kommer jeg til senere. Dette blogindlæg har trukket lidt ud, da der hele tiden har været en ny hændelse som jeg gerne liiige ville have med før jeg skrev et nyt indlæg. Det kommer så her og kommer primært til at handle om fire forskellige oplevelser jeg har haft.

Den første af disse var i forbindelse med vores månedlige Åbent Hus arrangement på kontoret, hvilket er et arrangement, hvor alle herboende danskere bliver inviteret ind på kontoret efter arbejdstid, hvor man så kan snakke lidt med andre danskere og i øvrigt få sig en gratis Carlsberg eller to (det helt store trækplaster) som er sponsoreret af et andet dansk firma. Derudover fungerer arrangementet også som praktisk information til danskere vedrørende pas og andre lignende sager. Derfor var vores ambassadør også fløjet ned fra Hanoi oppe nordpå for at deltage så jeg fik også mulighed for at hilse på ham. Da det udover at være Åbent Hus arrangement også var den officielle indvielse af vores nye og udvidede kontorer var lokalerne særligt udsmykkede til denne lejlighed. Det indebar bl.a., at der skulle pyntes op med ca. 60 røde og hvide balloner og der havde jeg så fået den ære af at puste de balloner op, dog ikke med munden :-) Men den slags opgaver er der altså også og jeg fik egentlig en del morskab ud af at puste de her balloner op, da det viste sig, at der næsten ingenting skulle til før de sprængte. Specielt sjovt var det, da der var en vietnamesisk kvinde ansat i et dansk firma, der var inde på kontoret og stod og snakkede med min vietnamesiske medstuderende mens jeg sad og pustede balloner op, da jeg kommer til at sprænge en af de her lettere skrøbelige balloner, hvilket resulterede i, at kvinden fik sit livs chok, sprang en halv meters penge op i luften og spildte hele indholdet af sin tekop ud på gulvet. Jeg beklagede selvfølgelig mange gange og hjalp hende med at tørre op, men må indrømme, at inden i mig selv var min største kval om hvorvidt jeg skulle grine eller om jeg skulle skraldgrine så snart hun var gået. Jeg nøjedes dog med det første :-)

http://www.ambhanoi.um.dk/en/menu/AboutUs/News/DECOCELEBRATESGRANDOPENINGOFEXPANDEDOFFICESINHCMC.htm

Men alt i alt var det et fint arrangement (se link for nyhedshistorie samt billede af mig og mine kollegaer) og også fedt nok at få mødt nogle andre danskere, specielt dem på min egen alder, som jeg efterfølgende har været ud med nogle gange. Arrangementet sluttede ca. 19:30, hvilket betød, at jeg havde lidt travlt, da samme dag var første gang jeg skulle ud og spille fodbold med en gruppe af danskere som mødes hver torsdag og triller lidt bold i to timer. Efter et hurtigt smut hjem forbi min lejlighed for at skifte tøj røg jeg i en taxi afsted mod den adresse jeg havde fået en af mine lokale kollegaer til at skrive ned på et stykke papir. Jeg bliver sat af, hvor der ikke var skyggen af en fodboldbane. Hmm fedt. Men efter en kort rekognoscering i området fik jeg dog fundet banen og kom i aktion på det brogede hold. Ordet broget er ganske glimrende til at beskrive den samling af danskere som var mødt op for at spille fodbold. Det var primært folk omkring de 35/40, men også enkelte i tyverne og en enkelt havde også taget sin teenage-søn med. Der var nogle som gik meget op i det (læs: for meget) og så var der andre som helt klart gik mindre op i det. Der var også enkelt udlændinge med til at spille, bl.a. en engelsk Liverpool-fan fra Manchester (hvordan kan det lade sig gøre?) samt en australsk gut som begge var super flinke og som jeg også mødtes med om lørdagen for at se Man Utd-Liverpool på en bar. Specielt den engelske gut var super sjov og spøjs, han var meget passioneret omkring D’Agger som han kaldte Daniel Agger, og senere, mens vi er igang med spillet inde på banen, prøver han på den typiske britiske måde at pisse mig lidt af ved at spørge om jeg har fået min snørrebånd til mine nyerhvervede støvler fra min søster (se billede)? Jeg kunne kun smile af det han sagde, men lidt efter får jeg dog givet ham svar på tiltale, da jeg får lavet en tunnel på ham, der ville være selv Kim Ras værdig! Så var der ligesom lukket på den front :-) Men det var super fedt at komme ud og få spillet lidt bold og har da også været der de to efterfølgende torsdage. Det var også i denne forbindelse, at jeg mødte nogle danske gutter som jeg var ude med fredag og lørdag for at stifte bekendskab med det vietnamesiske natteliv, og i den forbindelse kan jeg da kort lige sige, at det ikke er helt upopulært blandt den kvindelige del af lokalbefolkningen at være 23-årig single fra Danmark ;-) (Men bare rolig, grunden til at ordet bryllup indgår i titlen til dette indlæg er ikke, at jeg selv er blevet gift :-)) Derudover er det heller ikke så ringe endda, at det jo er piv billigt at gå i byen sammenlignet med derhjemme (dog ikke lige så billigt som at købe cola i supermarkederne, hvilket er nærmest kriminelt billigt, vi snakker 1,5 kr for en halv liter Pepsi?!) og når det så samtidig er de der 20 grader varmt når man skal hjemad er det ikke svært at nyde tilværelsen i HCMC :-)

Fluks videre til næste oplevelse som følger lidt i kølvandet på mødet med fodboldgutterne som jeg lige har beskrevet. “Klubben” har nemlig en fest hver tredje måned, hvor de mødes og spiser noget mad og tager videre i byen. Det var super hyggeligt og fedt at se specielt de ældre deltagere give den gas på dansegulvene sammen med de lokale. Det var dog lidt stramt at komme op dagen efter, hvor jeg skulle til et barbeque arrangement med mine kollegaer fra kontoret. Og nu sidder I sikkert og tænker: Nå ja, barbeque-arrangement, herregud, hvor slemt kan det være, det starter vel alligevel først kl 18-19 stykker. Næ nej. Det var gudhjælpemig programsat til at starte kl. 8 om morgenen! Hvordan finder man på at starte et barbeque-arrangement kl. 8 om morgenen? :-) Heldigvis blev det dog udskudt til kl. 10 og selve arrangement var rigtig fint, det gik helt basalt ud på at mødes og tilberede noget mad i en super flot park og så ellers bare tilbringe lidt tid sammen uden for kontoret. Det var rart også at være sammen med de andre på kontoret i andre rammer end dem vi normalt gør os i til daglig og på trods af en del træthed var det en rigtig fin dag med noget rigtig god mad. Apropos maden havde vi på forhånd aftalt, hvem der skulle tage hvad med og jeg havde så fået ansvaret for at tage vand og brød med. Dejlig simpelt. Om fredagen, dagen inden arrangementet, bliver jeg så spurgt om jeg også kunne tage en vandmelon med som vi ikke havde fået spist i løbet af dagen. Sure, no problem. På vej hjem fra kontoret senere den dag skaber det så en hel del grin og en masse morskab blandt lokalbefolkningen at se mig komme gående i mit stiveste puds og med en vandmelon under armen :-) Der blev stirret endnu mere end normalt og enkelte måtte også pege efter mig for at understrege, hvor spøjs ham den vesterlænding så ud, men hva’ pokker, jeg bidrager gerne med at sprede et smil eller to :-)

I den uge op til barbeque arrangementet fik vi besøg på kontoret af en tidligere ansat som skulle giftes d. 25. februar og derfor kom hun for at dele invitationer ud til sine tidligere kollegaer. Da hun aldrig havde mødt mig før havde hun af gode grunde ingen invitation til mig, hvilket gjorde, at hun nærmest blev helt flov og sagde, at jeg var mere end velkommen til at komme. Og dermed blev jeg inviteret med et vietnamesisk bryllup i højlandsbyen Dalat længere nordpå to weekender efter. Dette bryllup kom jeg så hjem fra igår aftes (søndag) efter at være ankommet til Dalat kl. 3 om natten fredag, så det var en kort, men god tur. Selve transporten foregik for mit og min vietnamesiske medstuderendes vedkommende med bus i syv timer, hvilket bragte minder frem fra diverse træningslejre ude i Europa med fodboldholdet. Vi satte afsted fra HCMC ca. 20:34 og præcis 20:47 går min iPod på low battery, og det’ bar’ en mega dårlig start på en syv timer lang bustur! Få minutter senere går den så død midt i Sash “Ecuador”, skæbnebestemt?, jeg ved det ikke. Strækningen fra HCMC til Dalat er sjovt nok næsten identisk med strækningen fra Århus til København, men her tager det så bare den dobbelt tid at komme frem, hvilket primært skyldes et super utilstrækkeligt vejnet, men også selvfølgelig at meget af ruten foregår i kuperet terræn (ret skal være ret). Dalat bliver populært kaldet Vietnams Paris, blomsternes og brudeparrenes by, da der er en meget romantisk stemning (ifølge mine kvindelige kollegaer), men også en meget afslappende stemning (ifølge mig selv), hvilket betyder, at det er en god måde at slippe væk fra storbyens stress og jag. Det var også således, at byen blev anvendt af franskmændene under kolonitiden når de ikke kunne holde HCMC’s varme og luftfugtighed ud længere. Brylluppet skulle stå om lørdagen, hvor vi var inviteret til middag kl. 18 og derfor var vi ude på lidt sightseeing om dagen, hvor vi så det lokale marked samt en pagode, hvor vi blev lukket ind i det aller helligste område, da en af mine kollegaers slægtninge var nonne på stedet. Det var en ret sjovt oplevelse at se, hvordan alle former for grønt var tilpasset til perfektion som en måde for nonnerne at praktisere meditation. Altså, vi snakker om at græsset ville være selv Camp Nou værdigt så vildt var det. Men den sjoveste oplevelse den dag inden brylluppet var nok alligevel maden som bar præg af, at jeg udelukkende var sammen med vietnamesere. Efter at være ankommet kl. 3 om natten og være blevet indlogeret i en kollegas fætters hus vågner jeg ca. kvart i otte ved at Ace of Base “It’s a beautiful life” dunker i væggene fra den nedre etage. Den bliver så rask efterfulgt af “Macarena”, hvor det så går op for mig, at fætteren kører en form for te/kaffe/morgenmads restaurant i bygningen, hvor mange af de lokale kommer for at spise morgenmad. For vores eget vedkommende gik vi hen på et andet lokalt sted, hvor morgenmad stod på dampende varm Pho, som er en traditionel vietnamesisk ret bestående af nuddelsuppe og en eller anden form for kødstykker. Det er virkelig spøjst, at man i Vietnam spiser varm mad morgen, middag og aften, men altså, det smagte fint, så hvorfor ikk’. Endnu mere spøjst var frokosten dog som jeg også lige hurtigt vil vende. Den stod nemlig på stegt kanin, hvilket var endnu en atypisk kulinarisk oplevelse :-) Men igen, smagen fejlede ikke noget. Nu til selve brylluppet som blev holdt ude ved en sø i Dalat i utrolig flotte omgivelser, hvor der også var sat skjulte højtalere op til at skabe den rette stemning ved hjælp af primært Westlife, men sjovt nok også danske Michael Learns To Rock som jo var kæmpe i Asien (alle kender dem). Det var faktisk ikke et 100% typisk vietnamesisk bryllup, da gommen var fra Frankrig og derfor var det lidt en blanding. Men mange ting var rent vietnamesisk, som f.eks. deres måde at skåle på: I Vietnam kan man skåle på to måder; man kan skåle for godt helbred og man kan skåle for at drikke resten af sit glas ud (især den sidste blev brugt flittigt). Derudover fik vi serveret fem forskellige retter som alle kom ind med ekspresfart inden vi var færdige med de forrige retter og derfor forløb selve middagen ganske hurtigt. Senere blev der så budt op til dans, hvor især David Guetta var et populært valg hos aftenenes DJ, mens der dog også blev spillet sange som ABBA “Dancing Queen” og lige i det øjeblik var det sgu ligesom at være til familiefest derhjemme :-) Men ellers forløb aftenen ganske stille og roligt og vi forlod festen allerede ved en halv ti-tiden. Det var dog på ingen måde slutningen på den aften, da jeg i taxi’en på vej hjem sammen med de andre bliver spurgt: “So Thomas, are you ready to gamble?” … “Øh, I guess?”. Det kom en smule bag på mig, da det nemlig forholder sig således, at det er strengt forbudt for vietnameserne at gamble på nogen som helst måde. Der er enkelt kasinoer i HCMC, men det er kun tilladt for udlændinge at spille der. Samtidig er vietnamesere nærmest notorisk kendt for at være helt vilde med at gamble og spille spil, hvilket betyder, at mange valfarter over grænsen til Cambodia for at få opfyldt deres behov. Så jeg fik straks indtrykket af, at vi nu var på vej til en eller anden hemmelig spillebule som havde undsluppet regerings søgelys indtil videre, men det viste sig dog blot at være tale om en omgang black jack hjemme på værelset, hvilket nu også var sjovt at opleve, da mine kollegaer virkelig gik op i det. Og med generelle indsatser på 3 kr var det udelukkende for fornøjelsens skyld :-) Dagen efter brylluppet var vi ude i en naturpark som virkelig var flot og helt vild afslappende inden jeg skulle vende snuden hjemad, da jeg havde en noget længere rejse med bus end de andre havde med fly, da de havde bestilt deres rejse for længe siden. Men overordnet set en rigtig god weekend med nogle spændende oplevelser og fede og anderledes stunder med mine kollegaer som jeg efterhånden er ved at lære bedre at kende.

Som det sidste i dette blogindlæg skal jeg lige runde den sidste del af titlen til indlægget, nemlig: langnæser. Jeg får nemlig at vide af min danske chef herude, at de lokale har et øgenavn for vesterlændinge og at det netop er: langnæser. Først var min reaktion noget i stil med: ha ha ha, nej nej nej, det holder jo ingen steder, hvordan i alverden har de fundet på det, det er jo helt fork… eller, nå ja. Så kommer man lige i tanke om, hvordan vietnameserne selv er udstyret på den front og så giver det lidt mere mening :-) Jeg tror dog ikke at brugen af det øgenavn er særlig udbredt.

Jeg tror, at jeg sluttede sidste blogindlæg af med at sige, at jeg ville fatte mig mere i korthed fremover, men det må vist blive længere ude i fremtiden, da det er svært at få kogt det hele ned uden at udelukke vigtige, sjove, spøjse, informerende eller, for den sags skyld, ligegyldig oplysninger fra det jeg oplever :-) Men igen håber jeg at I har fundet det værd at læse og håber I vil blive ved med at følge min færd herude østpå :-)

Mange hilsener,

Thomas

Bum bum :-)

Markedet i Dalat

Pagoden i Dalat

Omtalte, Camp Nou-værdige græsplæne

Kanin til frokost, hvilket fremkalder en lettere udefinerbar attitude hos Thomas Hebo Larsen, men læg også mærke til teknikken med spisepindene :-)

Det lykkelige par

Dalat bød på utrolig flot og afslappende natur…

… meget afslappende :-)

Xin Chào HCMC!

Sun, 05 Feb 2012 21:33:54 +0700

Næsten en uge er nu gået siden, at jeg tog afsked med familie og venner og sent søndag aften satte mig ind i flyveren på vej mod et seks måneder langt ophold i Ho Chi Minh City, Vietnam. Det var naturligvis med en vis spænding, nervøsitet, begejstring, men ikke mindst også et Europamesterskab i håndbold i kufferten, at jeg startede den ca. 10 timer lange flyvetur til Bangkok :-)

Flyveturen forløb ganske hurtigt og efter en kort mellemlanding i Thailand landede jeg ca. kl. 20 lokal tid i HCMC, hvor handelskontorets chauffør stod klar til at køre mig til mit hotel. Chaufføren går nok umiddelbart ind i top 5 på listen over Verdens flinkeste personer, men efter lidt tid herude har jeg fundet ud af, at det samme kan siges om stort set alle vietnamesere.

Første “kulturchok” indtraf allerede på kørerturen fra lufthavnen ind til hotellet, da trafikken i HCMC er fuldstændig crazy! Der er et hav af motorcykler og det virker som om, at det er det totale anarki, der hersker. Men ifølge lokale ser man sjældent ulykker i trafikken (hvilket umiddelbart ikke hænger sammen med, at Vietnam er et af de lande i Verden, der har det højeste antal dræbte i trafikken pr. indbygger?). Det at krydse vejen som fodgænger kan også godt føles som en kamp for liv eller død i starten, men efter et par gange finder man ud af, at det forløber ganske smertefrit, hvis man bare går i et jævnt tempo over vejen, så kan motorcyklerne nemlig lettere beregne din bane og dermed styre uden om dig. Lad os håbe det fortsætter sådan.

Derudover var vejret selvfølgelig også en anderledes og mere positiv oplevelse, da vi ligger på en 25-30 grader og uden den store luftfugtighed, så det virker som det rigtige tidspunkt, at jeg forlod Danmark på (minus 15 grader i KBH?, av av av).

Da jeg skulle starte mit praktikophold allerede dagen efter kl. 8.30 var jeg selvfølgelig glad for at nå frem til hotellet ved en 21-tiden. Knap så glad var jeg over at erfarer, at det hotel jeg skulle bo på åbenbart var et af de foretrukne steder for de lokale at dyrke deres meget besynderlige hobby: karaoke! Og vi snakker karaokebar på 1., 2. OG 8. sal, så det var alligevel en anelse svært at falde i søvn på trods af den lange rejse når man skulle forsøge at slumre ind til tonerne af Britney Spears, Backstreet Boys og diverse lokale sangskjalde, men det gik da :-)

Dagen efter var som sagt første dag som praktikant på Danish Economic and Commercial Office, hvis kontor ligger ca. 12-15 minutters gang fra hotellet i en stor kontorbygning. De ansatte på kontoret levede helt klart op til førnævnte karakteristik af chaufføren, da jeg blev taget imod med en venlighed, der ville være den royale familie værdig. Den første uge på kontoret er naturligvis gået meget med, at blive introduceret til en masse forskellige ting både praktisk omkring arbejdet på kontoret, men også i forhold til, hvordan man generelt begår sig i Vietnam. I den forbindelse har jeg siddet meget i videokonference med de fire danske praktikanter på ambassaden i Hanoi, hvilket har været en god måde at blive introduceret til det hele på, da der dermed var andre “i samme båd” som mig.

Lørdag formiddag var tidspunktet for, at jeg skulle tjekke ud af mit hotel og flytte ind i den lejlighed, der skal fungere som min permanente bolig under resten af mit ophold herude til den nette sum af 17 millioner Dong i månedlig husleje :-) Lejligheden har jeg fået gennem en kontakt på den danske ambassade, som kendte en dansker herude, der skulle udleje en lejlighed for et halvt år. Lejligheden er super fed og også flot møbleret, eneste minus er dog, at den ligger på 4. sal, hvilket er ensbetydende med, at der i 30 graders varme er dømt 100% “græker” hver gang man når toppen (vi snakker næsten MW til RG dimission i sommeren 2007, men også kun næsten ;-)). Derudover skal jeg ringe på nede ved gadeporten hver gang jeg skal ind på området, hvor jeg så efterfølgende finder ud af, at “vagten” er en ældre mand, der er svært hørehæmmet…

… bliver spændende når jeg ringer på kl 4. om natten og bare har brug for at komme op og sove :-)

Idag, søndag, har jeg så været på sightseeing med en af de to vietnamesiske studerende fra kontoret. Hun kom forbi på sin scooter kl. 15 for at hente mig og alene turen på scooter gennem HCMC’s gader havde jeg set frem til. Det blev da heller ikke mindre spændende af, at jeg kort tid efter at være hoppet på Honda’en og drejet ud på en af de større veje hører hende sige: “Actually, I’m not a very good driver”… Fedt man, feeeeedt fedt fedt fedt, så’ vi li’som igang :-) Senere, da det er blevet mørkt, bekender hun oven i købet, at hun er svagtseende og at hun ikke bryder sig om at køre med sin briller :-) Men det lykkedes mig da at komme hjem i ét stykke. På selve turen fik vi set The Reunification Palace, som fungerede som politisk hovedkvarter under det franske kolonistyre samt i de år, hvor Vietnam var opdelt i nord og syd. Derudover så vi The War Remnants Museum som udover en masse krigsmaterial bød på nogle skræmmende indblik i, hvordan politiske fanger blev behandlet under krigstiden. Men det er heldigvis et overstået kapitel for landet nu. Derfra røg vi videre til The Central Post Office som blev bygget af franskmændene lige ved siden af Notre Dame domkirken, hvor Vietnams ca. 10% katolske andel af befolkningen var samlet i stor stil denne søndag eftermiddag. Turen blev afsluttet med et spændende, men også - for en dansker vant til kartofler og hakkedrenge - udfordrende møde med typisk centralvietnamesisk mad (damn you chopsticks!). Men alt i alt en rigtig god tur og også dejligt at få se lidt mere af byen end det jeg havde set hidtil.

Det blev sgu alligevel til en ordentlig smøre, men da jeg er ny i erhvervet som blogger håber jeg, at I vil bære over med mig, jeg skal forsøge at fatte mig lidt mere i korthed fremover :-) Men håber, at I har fundet hovedparten af det spændende og at I fortsat vil følge min blog når jeg laver nye indlæg.

Yours truly,

Thomas

Åh ja, forresten, titlen på dette blogindlæg - xin chào HCMC! - betyder noget så simpelt som “hello HCMC” :-) Det er det ene af de første to ord jeg har lært på vietnamesisk, hvoraf det andet er càm on, som betyder tak og udtales næsten ligesom come on :-)

The Reunification Palace

Der var indledende optagelsesprøver til det amerikanske flyvevåben på The War Remnants Museum, desværre (eller heldigvis alt efter hvordan man vender og drejer det) slap jeg ikke igennem nåleøjnet (I wonder why?) :-)

The Central Post Office, her kunne Post Danmark altså lære noget, hvad angår indretning og design! Og for enden: The Great Country Hero: Ho Chi Minh

Notre Dame domkirken