Så har jeg efterhånden rundet to måneder i det fjerne Østen og som med så meget andet synes man, at den første tredjedel af mit ophold herude er fløjet afsted, da der har været en masse nye oplevelser, indtryk, erfaringer og nye mennesker at møde i den første tid.

Dette blogindlæg vil primært blive dedikeret til min tur til hovedstaden Hanoi og den relaterede ambassade-tur som jeg var på i tredje weekend af marts. Kontoret, hvor jeg er i praktik hører under den danske ambassade i Vietnam, som holder til i hovedstaden Hanoi, da det er her alle ministerier og øvrige ambassader er beliggende. Til gengæld er Ho Chi Minh City Vietnams handelscentrum og derfor har ambassaden altså også et handelskontor her. Én gang om året har ambassaden så tradition for at invitere alle ansatte på en mindre tur for at bruge lidt tid uden for de vante rammer med både faglige og sociale aktiviteter. Jeg var så heldig, at denne tur skulle finde sted inden for min praktikperiode nærmere bestemt tirsdag og onsdag i uge 12. Dette udnyttede jeg til allerede om fredagen at tage til Hanoi for at være sammen med de danske praktikanter på ambassaden i Hanoi som jeg ellers normalt kun ser via videokonferencer eller taler med over telefonen, så jeg så frem til at skulle bruge noget tid sammen med dem henover weekenden.

Jeg havde på forhånd fået at vide, at der på mange måder er stor forskel mellem Hanoi og Ho Chi Minh City. Første bevis på dette var, da jeg efter 1 time og 40 minutters flyvning lander i Hanoi kl. ca. 21 og træder ud af flyvemaskinen til tåge, støvregn og jævnt kølige temperaturer. Desværre er denne type vejr kendetegnende for Hanoi på denne tid af året. I Ho Chi Minh City er der kun to årstider: rainy season og dry season. I øjeblikket er vi i den tørre årstid, hvor vejret enten er meget varmt eller meget, meget varmt og med meget lidt regn. Hanoi derimod har fire årstider, hvor det om vinteren skulle være hundekoldt, mens det om sommeren skulle blive endnu varmere end i HCMC. Derudover er luftfugtigheden ekstremt høj i Hanoi, hvilket ikke gør tingene meget bedre. Nå, men efter det lettere triste førstehåndsindstryk af hovedstaden røg jeg i en taxi afsted mod praktikanternes hus, hvor jeg meget venligt havde fået lov at overnatte inden vi skulle på ambassade-tur. Selve taxi-turen gav minder tilbage fra partybussen forud for gallafest i 3.g på Rødovre Gymnasium, da chaufføren var en ganske ung fyr, der havde skruet helt op for et dunkende techno-mix. Velkommen til hovedstaden. En små 30 minutter og en omgang tinnitus senere blev jeg sat af ved Hotel Sheraton, som ligger lige ved praktikanternes hus, og hvor jeg så blev samlet op af praktikanterne. Den fredag aften blev mest brugt på at få snakket lidt om alle de indtryk vi har haft indtil videre og hvordan vi har oplevet det at bo i Vietnam og arbejde på ambassaden. På trods af, at vi aldrig har mødt hinanden sådan ”rigtigt” så gik snakken ganske ubesværet og det var rart at få mødt dem ordentligt.

Om lørdagen havde vi et okay stramt program, da der var en del seværdigheder vi skulle se rundt omkring i Hanoi inden vi om aftenen skulle ud og kigge på Hanois natteliv. Første stop på agendaen var et besøg hos Vietnams store nationalhelts mausoleum, hvilket også skulle vise sig at være den mest imponerende oplevelse af dagens seværdigheder. Lidt kort historie omkring Ho Chi Minh skal med for at forstå, hvorfor hans mausoleum er noget helt specielt. Først og fremmest var det Ho Chi Minh, der grundlagde det vietnamesiske kommunistparti som i dag leder landet og i øvrigt var han en stærk forkæmper for et frit og forenet Vietnam. Desværre døde Ho Chi Minh i 1969 i en alder af 79, hvilket var seks år inden, at nord og syd blev genforenet i 1975. Men på trods af det ses han stadig som den store landsfader og bliver i daglig tale omtalt som ”Uncle Ho” af vietnameserne. Det vilde er så, at de rent faktisk har bevaret hans lig stort set intakt og det er primært derfor, at hans mausoleum var så imponerende. Besøget foregår ved, at man går på én lang række ind i bygningen, man har på forhånd fået taget sit kamera fra sig i sikkerhedskontrollen, da det er strengt forbudt at tage billeder derinde. Derudover må man ikke sige noget så længe man er inde i bygningen, man må ikke stoppe op på noget tidspunkt og man skal generelt holde sine hænder i ro for ikke at få unødig opmærksomhed fra de uniformerede og bevæbnede vagter. Efter at være trådt inden for går man op ad nogle trapper og kommer rundt om et hjørne og træder ind i et stort rum, hvor der i midten er en form for fordybning, hvor der befinder sig en kæmpe glasmontre hvori Ho Chi Minhs lig ligger under et mærkeligt hvidt/orange lys. I betragtning af, at han har været død i lidt over 40 år var hans legeme utrolig velbevaret og han bliver da også fløjet til Rusland én gang om året for at blive holdt ved lige. Da jeg ikke på forhånd var klar over, at han rent faktisk ville ligge derinde var det en lettere chokerende opdagelse at se ham ligge lige dér 10 meter fra én selv. Men besøget var hurtigt overstået, da det som sagt ikke var tilladt at stoppe op og studerer Ho Chi Minh yderligere. Fra hans mausoleum gik turen over til nogle bygninger som fungerede som hans hjem de sidste ti år af hans levetid, hvilket var med til at give et billede af, hvor simpelt en livsstil han havde holdt sig.

Resten af dagen gik med at se diverse pagoder samt at besøge det etnologiske museum, som gav et indblik i de forskellige vietnamesiske folkeslags kulturer og livsstil, og indimellem blev der også lige tid til at spise lidt traditionel Vietnamesisk mad ved et gadekøkken :-)

Efter en lang dag som startede tidligt om morgenen kom vi tilbage til praktikanthuset omkring kl. 18, hvor det var tid til en særdeles tiltrængt lur (jeg nærmer mig trods alt snart de 24 :-)) inden vi skulle ud og spise. Udover de tre danske praktikanter fra ambassaden skulle vi ud med yderligere to danskere samt en franskmand og en englænder som begge boede i huset hos praktikanterne. Da vi en halvanden times tid senere skal tage en taxi til en restaurant får jeg for alvor lov at opleve en anden af de store forskelle på Hanoi og HCNC. Folk fra nord og folk fra syd er nemlig ekstremt forskellige, hvilket bl.a. opleves ved, at vietnamesere i Hanoi er lidt mere beregnende end man ellers oplever blandt vietnamesere, som generelt er utrolig flinke. Men vores taxichauffør viser sig at være en af de kedelige oplevelser, da hans taximeter havde fået et ordentlig skud speed til vores tur. Normalt starter et taximeter i Vietnam på 10.000 Dong og springer så med 3.000 ad gangen. Denne tur var dog en smule anderledes, da jeg på et tidspunkt ser taximetret springe fra 27.000 Dong til 44.000 sådan uden videre. Og der går da heller ikke mere end et par minutter før, at taximetret står på 97.000 Dong og vel at mærke for en tur som normalt ligger på 40/50.000 Dong. Vi beder ham så om at stoppe og siger, at vi ikke vil betale for hans lettere forhøjede takster. Det var han sgu ligeglad med så han låste dørene og lagde armene over kors og sad vi ellers der, syv godtroende vesterlændinge og én beregnende vietnameser. En af praktikanterne fra ambassaden prøvede så at forhandle os frem til at betale 50.000 Dong for bare at blive sat af, hvor vi befandt os på det tidspunkt, hvortil han får dette svar fra chaufføren: ”You, crazy, crazy man!”, og i øvrigt efterfulgt af en hel del vietnamesiske gloser som helt sikkert ikke hører til i gruppen af ”pæne ord” i det vietnamesiske ordforråd. Det ender med, at vi betaler 80.000 Dong for at få lov at komme ud for dernæst at tage en anden taxi som godt nok fik os frem til vores destination, men dog først efter en mindre omvej. Bortset fra det var en super god restaurant og vi havde det rigtig hyggeligt inden turen gik videre til en pool bar for at spille lidt billard. Resten af aftenen og natten gik med at besøge forskellige steder i Hanois natteliv og dertil kan jeg bare konstatere, at der er en verden til forskel på at gå i byen i 25 graders varme som i HCMC og så Hanois kølige og fugtige nat. Det ændrer dog ikke på, at det var en super fed aften og dag i det hele taget, også selvom vi senere på aftenen havde endnu en kedelig oplevelse med en taxichauffør, som tilsyneladende ikke følte, at han fik nok for pengene, da han tillod sig den frihed at tage en af pigerne som sad på forsædet på låret under kørslen. Så umiddelbart har jeg fået et lettere negativt indtryk af standarden blandt taxichauffører i Hanoi.

Søndagen bød på endnu et stramt program, da jeg skulle mødes med mine kollegaer fra kontoret sydpå som var ankommet om morgenen til mere sightseeing og byvandring. Efter nogle timers søvn og et jævn tungt hoved var det ikke just total yndlingsplan, at det blev besluttet, at vi skulle mødes kl. 12 for at spise frokost på en fiskerestaurant. Men derimod havde vejret ændret sig kraftigt til det bedre således, at man nu rent faktisk kunne se over til den anden side af West Lake som er den store og mest kendte sø i Hanoi. Resten af den dag gik med at se flere pagoder og generelt gå rundt i Hanois gamle kvarter, hvor mine kvindelige kollegaer hyggede sig med at shoppe efter sko i noget som for mig føltes som et helt praktikophold på seks måneder, men som vist nok ”kun” varede halvanden time. Dagen blev rundet af med en velfortjent nudel- og kødsuppe ved et gadekøkken som var endnu en positiv kulinarisk oplevelse fra det vietnamesiske køkken. Søndagens højdepunkt var helt klart, da en af mine kollegaer tilbyder mig, at hun kan flytte sammen med en anden kollega for, at jeg kan flytte ind på hendes værelse på Hotel InterContinental, hvor de var indlogeret. Først prøvede jeg faktisk at sige, at jeg havde det helt fint med at sove hos praktikanterne, men det blev skam ikke godtaget sådan uden videre så det ender faktisk med, at jeg bliver ”overtalt” til at lade mig flytte ind på InterContinental for to nætter. Og jeg må indrømme, at efter få timers søvn, en lang dag med sightseeing, sko shopping og byvandring var jeg ganske tilfreds, da jeg omkring midnat lægger mig i sengen på InterContinental og min største kval er, hvilken af de syv hovedpuder jeg skal benytte mig af :-) Derimod var jeg svært utilfreds med at erfare, at mit værelse lå lige ud til en sø, hvor jeg ved ikke, hvor mange hundrede frøer valgte at have symfoniorkester, hvilket faktisk betød, at det var umuligt at falde i søvn den første time (jeg har taget en video af det, det var fuldkommen vanvittigt!).

Mandagen stod på et besøg på ambassaden og ganske almindeligt arbejde inden vi tirsdag morgen satte kurs mod Ninh Binh og ferieresortet Emeralda, der ligger to timers buskørsel uden for Hanoi. Her skulle vi være natten over og efterfølgende køre tilbage til ambassaden onsdag eftermiddag inden os fra syd skulle flyve tilbage kl. 19. Selve resortet var utrolig lækkert og maden, der blev serveret var helt fantastisk og da det var buffet blev der taget godt fra ved måltiderne. Tirsdagen var afsat til sociale aktiviteter og bød bl.a. på en sejltur i et naturreservat, som var en virkelig fed oplevelse, da bådene var meget primitive og desuden fordi naturen var utrolig flot. Det mest imponerende var dog at følge en gruppe af geder som forsøgte (og lykkedes med) at kravle nærmest lodret op af en klippeskråning. Jeg skal dog ikke kunne sige om de alle sammen nåede sikkert hjem den dag, da der senere på aftenen blev serveret gedekød til middagen (?).

Aftenen bød yderligere på det planlagte Danish Embassy’s Got Talent Competition, hvor vi i tre grupper skulle optræde med et selvvalgt nummer. Til dette skal det lige siges, at jeg, af uransagelige årsager, var endt op med at komme med i festudvalget, der skulle planlægge turens aktiviteter, ikke umiddelbart en af Thomas Hebos spidskompetencer. I dette festudvalg bliver det dog besluttet, at jeg skal sidde i dommerjuryen til showet, hvilket betød, at jeg ikke skulle tage del i at optræde med noget. På daværende tidspunkt var jeg svært tilfreds med denne udvikling, men efterfølgende var det egentlig en lidt tom fornemmelse ikke at have været med til at optræde, da alle virkelig gik op i det med fuld energi og engagement og det var virkelig imponerende at se, hvor meget folk havde forberedt sig på det de optrådte med. Jeg skal virkelig love for, at jeg til lejligheden fik rigelig brug for det til dato sjoveste udtryk jeg har lært på vietnamesisk: “oi soi oi” (oh my god :-)). Det virkede som en super god måde at få rystet folk sammen på og præstationerne på scenen var virkelig underholdende og imponerende. Vietnameserne har en særlig forkærlighed for at optræde, hvilket også ses i deres store passion for karaoke, og da jeg vaklede mellem at køre Thomas Blachmann eller Etta Cameron-stilen som dommer i juryen kunne jeg kun vælge at give alle grupperne et ”sturt femtal fra mig” :-)  Alt i alt en fantastisk aften og dag.

Onsdagen var tilegnet nogle fagligt-orienterede møder inden en frokost skulle lægge bunden for busturen tilbage til Hanoi. Tilbage på ambassaden var det tid til afsked og må indrømme, at jeg efter at have tilbragt meget af de fire foregående dage med de danske praktikanter følte det som om, at jeg skulle se dem lige om lidt igen, men på vej tilbage i flyveren går det først rigtig op for mig, at der nok går noget tid før vi kan ses igen, men det tager jeg som et tegn på, at det var nogle rigtig gode dage sammen med dem. Det var dog lækkert at være tilbage i syden og sin egen lejlighed igen efter nogle lange dage i hovedstaden, som på trods af megen negativ omtale i dette blogindlæg helt klart også har en charme som HCMC ikke på samme måde har, da Hanoi har formået at bevare rigtig meget af sin vietnamesiske sjæl og man kan godt forstå folk som siger, at Hanoi stadig er én stor landsby, på den gode måde.

Hold da op, fem dages tur til Hanoi kan godt nok komme til at fylde meget i sådan en blog. Der er lige en sidste ting jeg skal runde inden jeg slutter for denne gang, da jeg i går aftes (torsdag) som sædvanlig er ude og spille fodbold med gruppen af danskere her i HCMC. Den aften fik desværre en kedelig afslutning for mit vedkommende, da jeg efter en af mine karakteristiske Messi-soloturer (bare prøv at leg med tanken :-)) skal runde målmanden som sidste forhindring før bolden ligger i netmaskerne, oplever at min venstre ankel skrider ud hører et ubehageligt knæk, hvorefter jeg sekunder efter ligger og bidder i kunstgræsset. Så i stedet for at slutte aftenen af med ”en kold øl fra kassen” som vi plejer var det i stedet med ”en kold fod i kassen” for mit vedkommende. I dag har jeg så måtte blive hjemme fra kontoret, da jeg kun kan hinke frem og tilbage på højre ben, da min venstre ankel er svulmet til dobbelt størrelse. Derudover var det sidste dag på kontoret inden en uges ferie, hvor mine forældre kommer og besøger mig og jeg kan simpelthen ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan jeg formår at blive skadet til en omgang hyggebold, da jeg igennem min 16 år lange ”karriere” på fodboldbanen kun har været skadet én gang tidligere? Det giver jo ingen mening :-) Så her sidder jeg hjemme i min lejlighed fredag aften med foden oppe og skriver på min blog i stedet. I morgen tidlig skal jeg så ud og hente min forældre i lufthavnen og selvom tiden er gået stærkt herude bliver det nu alligevel rigtig rart at se nogle velkendte ansigter hjemmefra :-)

Det var vist alt for denne gang. Det virker som om, at blogindlæggene bliver længere og længere for hver gang selvom jeg lovede det modsatte i starten, men håber igen, at det var interessant læsning og at I vil læse med igen næste gang :-)

Mange hilsner,

Thomas

Ho Chi Minh’s mausoleum

En besynderlig genstand, der hev en del billige grin hjem på det etnologiske museum :-)

Mig og mine kollegaer fra kontoret i HCMC

Solid nudelsuppe ved gadekøkken i Hanoi

Naturreservatet i Ninh Binh

Scenen til talentkonkurrencen :-)