Så er det blevet tid til andet blogindlæg fra mit ophold her i Vietnam, hvor begrebet “hverdag” efterhånden har sneget sig ind i min bevidsthed. Således har jeg fundet ud af, hvor jeg kan købe havregryn og rugbrød (thank Lord!) og derudover er jeg også kommet ind i en mere eller mindre fast rytme på kontoret, så det er rart, at der er nogle ting som man efterhånden er vant til efter snart at have været her i en måned :-) Desuden har jeg mødt en del andre danskere og også nogle udlændinge som jeg hænger ud med om aftenerne i hverdagene, men mest i weekenderne, så det er rigtig cool, men det kommer jeg til senere. Dette blogindlæg har trukket lidt ud, da der hele tiden har været en ny hændelse som jeg gerne liiige ville have med før jeg skrev et nyt indlæg. Det kommer så her og kommer primært til at handle om fire forskellige oplevelser jeg har haft.

Den første af disse var i forbindelse med vores månedlige Åbent Hus arrangement på kontoret, hvilket er et arrangement, hvor alle herboende danskere bliver inviteret ind på kontoret efter arbejdstid, hvor man så kan snakke lidt med andre danskere og i øvrigt få sig en gratis Carlsberg eller to (det helt store trækplaster) som er sponsoreret af et andet dansk firma. Derudover fungerer arrangementet også som praktisk information til danskere vedrørende pas og andre lignende sager. Derfor var vores ambassadør også fløjet ned fra Hanoi oppe nordpå for at deltage så jeg fik også mulighed for at hilse på ham. Da det udover at være Åbent Hus arrangement også var den officielle indvielse af vores nye og udvidede kontorer var lokalerne særligt udsmykkede til denne lejlighed. Det indebar bl.a., at der skulle pyntes op med ca. 60 røde og hvide balloner og der havde jeg så fået den ære af at puste de balloner op, dog ikke med munden :-) Men den slags opgaver er der altså også og jeg fik egentlig en del morskab ud af at puste de her balloner op, da det viste sig, at der næsten ingenting skulle til før de sprængte. Specielt sjovt var det, da der var en vietnamesisk kvinde ansat i et dansk firma, der var inde på kontoret og stod og snakkede med min vietnamesiske medstuderende mens jeg sad og pustede balloner op, da jeg kommer til at sprænge en af de her lettere skrøbelige balloner, hvilket resulterede i, at kvinden fik sit livs chok, sprang en halv meters penge op i luften og spildte hele indholdet af sin tekop ud på gulvet. Jeg beklagede selvfølgelig mange gange og hjalp hende med at tørre op, men må indrømme, at inden i mig selv var min største kval om hvorvidt jeg skulle grine eller om jeg skulle skraldgrine så snart hun var gået. Jeg nøjedes dog med det første :-)

http://www.ambhanoi.um.dk/en/menu/AboutUs/News/DECOCELEBRATESGRANDOPENINGOFEXPANDEDOFFICESINHCMC.htm

Men alt i alt var det et fint arrangement (se link for nyhedshistorie samt billede af mig og mine kollegaer) og også fedt nok at få mødt nogle andre danskere, specielt dem på min egen alder, som jeg efterfølgende har været ud med nogle gange. Arrangementet sluttede ca. 19:30, hvilket betød, at jeg havde lidt travlt, da samme dag var første gang jeg skulle ud og spille fodbold med en gruppe af danskere som mødes hver torsdag og triller lidt bold i to timer. Efter et hurtigt smut hjem forbi min lejlighed for at skifte tøj røg jeg i en taxi afsted mod den adresse jeg havde fået en af mine lokale kollegaer til at skrive ned på et stykke papir. Jeg bliver sat af, hvor der ikke var skyggen af en fodboldbane. Hmm fedt. Men efter en kort rekognoscering i området fik jeg dog fundet banen og kom i aktion på det brogede hold. Ordet broget er ganske glimrende til at beskrive den samling af danskere som var mødt op for at spille fodbold. Det var primært folk omkring de 35/40, men også enkelte i tyverne og en enkelt havde også taget sin teenage-søn med. Der var nogle som gik meget op i det (læs: for meget) og så var der andre som helt klart gik mindre op i det. Der var også enkelt udlændinge med til at spille, bl.a. en engelsk Liverpool-fan fra Manchester (hvordan kan det lade sig gøre?) samt en australsk gut som begge var super flinke og som jeg også mødtes med om lørdagen for at se Man Utd-Liverpool på en bar. Specielt den engelske gut var super sjov og spøjs, han var meget passioneret omkring D’Agger som han kaldte Daniel Agger, og senere, mens vi er igang med spillet inde på banen, prøver han på den typiske britiske måde at pisse mig lidt af ved at spørge om jeg har fået min snørrebånd til mine nyerhvervede støvler fra min søster (se billede)? Jeg kunne kun smile af det han sagde, men lidt efter får jeg dog givet ham svar på tiltale, da jeg får lavet en tunnel på ham, der ville være selv Kim Ras værdig! Så var der ligesom lukket på den front :-) Men det var super fedt at komme ud og få spillet lidt bold og har da også været der de to efterfølgende torsdage. Det var også i denne forbindelse, at jeg mødte nogle danske gutter som jeg var ude med fredag og lørdag for at stifte bekendskab med det vietnamesiske natteliv, og i den forbindelse kan jeg da kort lige sige, at det ikke er helt upopulært blandt den kvindelige del af lokalbefolkningen at være 23-årig single fra Danmark ;-) (Men bare rolig, grunden til at ordet bryllup indgår i titlen til dette indlæg er ikke, at jeg selv er blevet gift :-)) Derudover er det heller ikke så ringe endda, at det jo er piv billigt at gå i byen sammenlignet med derhjemme (dog ikke lige så billigt som at købe cola i supermarkederne, hvilket er nærmest kriminelt billigt, vi snakker 1,5 kr for en halv liter Pepsi?!) og når det så samtidig er de der 20 grader varmt når man skal hjemad er det ikke svært at nyde tilværelsen i HCMC :-)

Fluks videre til næste oplevelse som følger lidt i kølvandet på mødet med fodboldgutterne som jeg lige har beskrevet. “Klubben” har nemlig en fest hver tredje måned, hvor de mødes og spiser noget mad og tager videre i byen. Det var super hyggeligt og fedt at se specielt de ældre deltagere give den gas på dansegulvene sammen med de lokale. Det var dog lidt stramt at komme op dagen efter, hvor jeg skulle til et barbeque arrangement med mine kollegaer fra kontoret. Og nu sidder I sikkert og tænker: Nå ja, barbeque-arrangement, herregud, hvor slemt kan det være, det starter vel alligevel først kl 18-19 stykker. Næ nej. Det var gudhjælpemig programsat til at starte kl. 8 om morgenen! Hvordan finder man på at starte et barbeque-arrangement kl. 8 om morgenen? :-) Heldigvis blev det dog udskudt til kl. 10 og selve arrangement var rigtig fint, det gik helt basalt ud på at mødes og tilberede noget mad i en super flot park og så ellers bare tilbringe lidt tid sammen uden for kontoret. Det var rart også at være sammen med de andre på kontoret i andre rammer end dem vi normalt gør os i til daglig og på trods af en del træthed var det en rigtig fin dag med noget rigtig god mad. Apropos maden havde vi på forhånd aftalt, hvem der skulle tage hvad med og jeg havde så fået ansvaret for at tage vand og brød med. Dejlig simpelt. Om fredagen, dagen inden arrangementet, bliver jeg så spurgt om jeg også kunne tage en vandmelon med som vi ikke havde fået spist i løbet af dagen. Sure, no problem. På vej hjem fra kontoret senere den dag skaber det så en hel del grin og en masse morskab blandt lokalbefolkningen at se mig komme gående i mit stiveste puds og med en vandmelon under armen :-) Der blev stirret endnu mere end normalt og enkelte måtte også pege efter mig for at understrege, hvor spøjs ham den vesterlænding så ud, men hva’ pokker, jeg bidrager gerne med at sprede et smil eller to :-)

I den uge op til barbeque arrangementet fik vi besøg på kontoret af en tidligere ansat som skulle giftes d. 25. februar og derfor kom hun for at dele invitationer ud til sine tidligere kollegaer. Da hun aldrig havde mødt mig før havde hun af gode grunde ingen invitation til mig, hvilket gjorde, at hun nærmest blev helt flov og sagde, at jeg var mere end velkommen til at komme. Og dermed blev jeg inviteret med et vietnamesisk bryllup i højlandsbyen Dalat længere nordpå to weekender efter. Dette bryllup kom jeg så hjem fra igår aftes (søndag) efter at være ankommet til Dalat kl. 3 om natten fredag, så det var en kort, men god tur. Selve transporten foregik for mit og min vietnamesiske medstuderendes vedkommende med bus i syv timer, hvilket bragte minder frem fra diverse træningslejre ude i Europa med fodboldholdet. Vi satte afsted fra HCMC ca. 20:34 og præcis 20:47 går min iPod på low battery, og det’ bar’ en mega dårlig start på en syv timer lang bustur! Få minutter senere går den så død midt i Sash “Ecuador”, skæbnebestemt?, jeg ved det ikke. Strækningen fra HCMC til Dalat er sjovt nok næsten identisk med strækningen fra Århus til København, men her tager det så bare den dobbelt tid at komme frem, hvilket primært skyldes et super utilstrækkeligt vejnet, men også selvfølgelig at meget af ruten foregår i kuperet terræn (ret skal være ret). Dalat bliver populært kaldet Vietnams Paris, blomsternes og brudeparrenes by, da der er en meget romantisk stemning (ifølge mine kvindelige kollegaer), men også en meget afslappende stemning (ifølge mig selv), hvilket betyder, at det er en god måde at slippe væk fra storbyens stress og jag. Det var også således, at byen blev anvendt af franskmændene under kolonitiden når de ikke kunne holde HCMC’s varme og luftfugtighed ud længere. Brylluppet skulle stå om lørdagen, hvor vi var inviteret til middag kl. 18 og derfor var vi ude på lidt sightseeing om dagen, hvor vi så det lokale marked samt en pagode, hvor vi blev lukket ind i det aller helligste område, da en af mine kollegaers slægtninge var nonne på stedet. Det var en ret sjovt oplevelse at se, hvordan alle former for grønt var tilpasset til perfektion som en måde for nonnerne at praktisere meditation. Altså, vi snakker om at græsset ville være selv Camp Nou værdigt så vildt var det. Men den sjoveste oplevelse den dag inden brylluppet var nok alligevel maden som bar præg af, at jeg udelukkende var sammen med vietnamesere. Efter at være ankommet kl. 3 om natten og være blevet indlogeret i en kollegas fætters hus vågner jeg ca. kvart i otte ved at Ace of Base “It’s a beautiful life” dunker i væggene fra den nedre etage. Den bliver så rask efterfulgt af “Macarena”, hvor det så går op for mig, at fætteren kører en form for te/kaffe/morgenmads restaurant i bygningen, hvor mange af de lokale kommer for at spise morgenmad. For vores eget vedkommende gik vi hen på et andet lokalt sted, hvor morgenmad stod på dampende varm Pho, som er en traditionel vietnamesisk ret bestående af nuddelsuppe og en eller anden form for kødstykker. Det er virkelig spøjst, at man i Vietnam spiser varm mad morgen, middag og aften, men altså, det smagte fint, så hvorfor ikk’. Endnu mere spøjst var frokosten dog som jeg også lige hurtigt vil vende. Den stod nemlig på stegt kanin, hvilket var endnu en atypisk kulinarisk oplevelse :-) Men igen, smagen fejlede ikke noget. Nu til selve brylluppet som blev holdt ude ved en sø i Dalat i utrolig flotte omgivelser, hvor der også var sat skjulte højtalere op til at skabe den rette stemning ved hjælp af primært Westlife, men sjovt nok også danske Michael Learns To Rock som jo var kæmpe i Asien (alle kender dem). Det var faktisk ikke et 100% typisk vietnamesisk bryllup, da gommen var fra Frankrig og derfor var det lidt en blanding. Men mange ting var rent vietnamesisk, som f.eks. deres måde at skåle på: I Vietnam kan man skåle på to måder; man kan skåle for godt helbred og man kan skåle for at drikke resten af sit glas ud (især den sidste blev brugt flittigt). Derudover fik vi serveret fem forskellige retter som alle kom ind med ekspresfart inden vi var færdige med de forrige retter og derfor forløb selve middagen ganske hurtigt. Senere blev der så budt op til dans, hvor især David Guetta var et populært valg hos aftenenes DJ, mens der dog også blev spillet sange som ABBA “Dancing Queen” og lige i det øjeblik var det sgu ligesom at være til familiefest derhjemme :-) Men ellers forløb aftenen ganske stille og roligt og vi forlod festen allerede ved en halv ti-tiden. Det var dog på ingen måde slutningen på den aften, da jeg i taxi’en på vej hjem sammen med de andre bliver spurgt: “So Thomas, are you ready to gamble?” … “Øh, I guess?”. Det kom en smule bag på mig, da det nemlig forholder sig således, at det er strengt forbudt for vietnameserne at gamble på nogen som helst måde. Der er enkelt kasinoer i HCMC, men det er kun tilladt for udlændinge at spille der. Samtidig er vietnamesere nærmest notorisk kendt for at være helt vilde med at gamble og spille spil, hvilket betyder, at mange valfarter over grænsen til Cambodia for at få opfyldt deres behov. Så jeg fik straks indtrykket af, at vi nu var på vej til en eller anden hemmelig spillebule som havde undsluppet regerings søgelys indtil videre, men det viste sig dog blot at være tale om en omgang black jack hjemme på værelset, hvilket nu også var sjovt at opleve, da mine kollegaer virkelig gik op i det. Og med generelle indsatser på 3 kr var det udelukkende for fornøjelsens skyld :-) Dagen efter brylluppet var vi ude i en naturpark som virkelig var flot og helt vild afslappende inden jeg skulle vende snuden hjemad, da jeg havde en noget længere rejse med bus end de andre havde med fly, da de havde bestilt deres rejse for længe siden. Men overordnet set en rigtig god weekend med nogle spændende oplevelser og fede og anderledes stunder med mine kollegaer som jeg efterhånden er ved at lære bedre at kende.

Som det sidste i dette blogindlæg skal jeg lige runde den sidste del af titlen til indlægget, nemlig: langnæser. Jeg får nemlig at vide af min danske chef herude, at de lokale har et øgenavn for vesterlændinge og at det netop er: langnæser. Først var min reaktion noget i stil med: ha ha ha, nej nej nej, det holder jo ingen steder, hvordan i alverden har de fundet på det, det er jo helt fork… eller, nå ja. Så kommer man lige i tanke om, hvordan vietnameserne selv er udstyret på den front og så giver det lidt mere mening :-) Jeg tror dog ikke at brugen af det øgenavn er særlig udbredt.

Jeg tror, at jeg sluttede sidste blogindlæg af med at sige, at jeg ville fatte mig mere i korthed fremover, men det må vist blive længere ude i fremtiden, da det er svært at få kogt det hele ned uden at udelukke vigtige, sjove, spøjse, informerende eller, for den sags skyld, ligegyldig oplysninger fra det jeg oplever :-) Men igen håber jeg at I har fundet det værd at læse og håber I vil blive ved med at følge min færd herude østpå :-)

Mange hilsener,

Thomas 

Bum bum :-)

Markedet i Dalat

Pagoden i Dalat

Omtalte, Camp Nou-værdige græsplæne

Kanin til frokost, hvilket fremkalder en lettere udefinerbar attitude hos Thomas Hebo Larsen, men læg også mærke til teknikken med spisepindene :-)

Det lykkelige par

Dalat bød på utrolig flot og afslappende natur…

… meget afslappende :-)